Horsens Kommune opfordrer små byer til at gå sammen om klimavenlige varmeløsninger.
Olie og gas er stadig de primære opvarmningsformer i de mindre lokalsamfund i kommunen, men kommunen tilbyder nu gratis rådgivning til hver mindre by med potentiale for en fælles varmeløsning.
Rådgivningen skal hjælpe de små byer videre i processen med at tage en beslutning om en fælles løsning baseret på konkrete beregninger koblet med lokal viden.
En omlægning til en fælles og klimavenlig varmeløsning kan gavne klimaet og give en lavere varmeregning, et mere fremtidssikret hus og måske en større salgsværdi. Lokal forankring og ejerskab er helt afgørende i realisering af fælles varmeløsninger i lokalsamfundene.
Kommunen har afsat midler til at understøtte afklaringen af fælles varmeforsyningsprojekter i de bysamfund, hvor varmeplanen har vurderet et umiddelbart potentiale.