10 lokale kunstnere i nyt samarbejde: Street art på skateboards fylder ’Kunstvæggen’

dato

En farverig gruppeudstilling med 10 lokale kunstnere vil fra den 6. september kunne opleves på Kunstvæggen i Horsens' midtby.

En ny kunstudstilling kan snart ses på det midlertidige gadegalleri 'Kunstvæggen' ved siden af Løvbjerg i Borgergade. Under overskriften 'Freedom/Frihed' har 10 lokale kunstnere skabt unikke kunstværker på 10 skateboards.

Inspirationen til udstillingen er hentet i skate-kulturen. For kuratoren bag Kunstvæggen, den lokale kunstner Phuc Van Dang, handler skateboarding om frihed. Skateboarding er en kultur, hvor der er frihed til at udtrykke følelser og udvikle sin egen identitet. Det er en kultur, der er kendetegnet ved et stærkt fællesskab, hvor man støtter og inspirerer hinanden. Den samhørighed giver samtidig plads til at reflektere over ens rolle i et større socialt og kulturelt fællesskab.

Fællesskabet er også en central del af gruppeudstillingen. Phuc Van Dang har inviteret ni vidt forskellige kunstnere til sammen med ham at skabe 'skateboardkunst' centreret omkring temaet 'Freedom/Frihed'.

Gennem det fælles koncept får kunstnerne mulighed for at udtrykke deres unikke kunstneriske teknikker, men med det benspænd, at værkets lærred er et skateboard. På den måde vil de 10 ens skateboards blive genstande for 10 vidt forskellige personlige historier og fortolkninger af frihed.

Udstillingen 'Freedom/Frihed' indvies med en fernisering fredag den 6. september klokken 16 i Borgergade, hvor alle interesserede er velkomne.

Den nye udstilling på Kunstvæggen afløser forrige kunstner på væggen, Karina Bækkelund. Tidligere har væggen også rummet et værk af Thue Møller, og før det et tuftet værk af tekstilkunstner Sådanja.

Initiativtagerne bag projektet er MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats i samarbejde med den lokale kunstner og kurator for Kunstvæggen, Phuc Van Dang.

I Horsens Kommune er der en ambition om at bringe kulturen endnu mere ind i horsensianernes hverdag. Kulturen bruges blandt andet til at præge byrum, lokalområder og miljøer, for eksempel ved at gøre nye steder mere inspirerende eller æstetiske gennem kunstværker.


https://horsens.dk/omhorsenskommune/presse/pressemeddelelser/10lokalekunstnereinytsamarbejdestreetartpaaskateboardsfylder-kunstvaeggen
Kilde: Horsens Kommune